Hvad er et Ædelt metal?

Ædelmetaller er fællesbetegnelsen for guld, sølv og de seks platinmetaller: Ruthenium, Osmium*, Rhodium, iridium*, Palladium og Platin, samt deres legeringer. Ædelmetallerne er kendetegnede ved, at de i deres rene form ikke angribes af vand, damp, ilt eller fortyndede syre, og derved ikke danner kemiske forbindelser med andre stoffer i naturen. De findes således også frit i naturen, med deres smukke farver og fantastiske glans  (guld der har ligget i jorden i århundrede skinner stadigvæk når det tages op), men de er sjældne.

* Osmium og Iridium bruges ikke som en del af smykker, men osmium bruges blandt andet ved kuglepensproduktion og iridium i smeltedigler, så lidt indflydelse har de i guldsmedeproduktionen.

Karat og lødighed

Karat (forkortet kt) er en gammel måleenhed for renheden af guld i 24-dele. Således indeholder 24 kt guld 24/24 dele rent guld, eller 999  ‰  (999 tusindedele/promille) rent guld*, imens 14 kt indeholder 585  ‰ guld. Det vil sige at lidt over halvdelen af den samlede legering (blanding) er guld. Det samme gør sig gældende ved sølv, hvor korpussølv (også kaldet tretårnet, som bruges til bestik og fade) er 830  ‰ sølv og sterlingsølv er 925  ‰. Nedenfor ses tre eksempler på indholdet og mængden af guld i hhv. 8 kt (333  ‰), 14 kt (585  ‰) og 18 kt (750  ‰).

*Rent guld er defineret som 999 ‰ og ikke 1000 ‰ fordi det fra naturens side altid kommer med nogle følgestoffer og derfor i kemisk forstand aldrig er helt rent.

Årsagen til at man overhovedet legerer ædelmetallerne med andre metaller er, at finsølv og finguld er meget blødt, hvilket gør det nemt at forme, men ikke så nemt at holde i form. For at metallerne bliver stærkere og bedre kan holde til dagligdags brug og slid, legerer man med blandt andet kobber. Ved at legere kan man også ændre farven på metallerne, således er der for eksempel mere kobber i, jo rødere farven er og jo hvidere man ønsker sin legering, jo mere sølv eller palladium kommer man i. Hvidguld uden for EU har således en tendens til at indeholde nikkel, da det giver en flot hvid farve. Men grundet nikkels usunde karakter er det forbudt at bruge større mængder af nikkel i ædelmetallegeringerne herhjemme. Læs mere på miljøministeriets hjemmeside her.

Lovgivning og stempling

I Danmark, EU, Island, Lichtenstein og Norge skal produkter udført i ædelmetaller være forsynet med lødighedsstempel (holdighedsstempel) og navnestempel*. Det er altså ikke nok med et lødighedsstempel alene. Lødighedsstemplet består altid af tre tal, eksempelvis 925 for sterling sølv og 585 for 14 karat guld, sidstnævnte uanset farven på guldet. Lødighedsstemplet og navnestemplet er din garanti for, at den vare du har købt indeholder minimum den mængde sølv eller guld, lødighedsstemplet angiver. Herhjemme skal man registreres i Ædelmetalkontrollens stempelregister for at sælge varer benævnt guld og sølv, og de varer, der sælges, skal holde en lødighed på minimum 800  ‰ for sølv og 333  ‰ (8 karat) for guld, samt 500  ‰ for hhv. platin (hvor stemplingen ofte forsynes med Pt) og palladium ( hvor stemplingen ofte forsynes med Pd). Der skal altid stemples efter den laveste lødighed. Således vil en ring bestående af guld og sølv, stemples som sølv, og en kobberring der er guldbelagt, må slet ikke stemples som et ædelmetal, ej heller sælges som andet en en guldbelagt kobberring. Bijouteri er i dag oftest brugt om forgyldte uædelmetalsmykker. Det samme gælder for double, om end teknikken er anderledes end ved blot forgyldning. 

*Ifølge lovgivningen er varer af guld, platin og palladium under 1 gram og sølv under 3 gram dog undtaget fra loven om stempling.

Overfladebehandlinger

Hvor ædelmetallerne guld, sølv og platin bruges som kernen i smykkerne, så bruges ædelmetallet palladium primært i legeringerne med hvidguld, hvorimod ruthenium og rhodium bruges som galvaniske belægninger. En galvanisk proces er meget forenklet en strøm der sendes igennem en væske og dermed transporter og binder ioner fra væsken på smykket). En forgyldning er samme proces. Her er væsken fuld af guld-ioner, og hvor smykket ved forgyldning bliver guldfarvet (eller rosa eller rød), bliver smykket hhv. sort og grå-hvid ved ruthenium og rhodium. Rhodium bruges især afsluttende på hvidguldssmykker for at give en flot hvid farve, da hvidguld i sig selv godt kan have et gulligt skær. Rhodium bruges også ofte afsluttende på sølvsmykker, dels på grund af farven, men mere for at bremse den naturlige oxidering af sølvet. Grundet at sølv legeres med kobber for at give styrke og god bearbejdelighed, har sølv også en højere tendens til at oxidere i kontakt med ilt og sved og syre fra vores hud end finsølv har, og da sølv står før guld i spændingsrækken, er sølv hurtigere til at oxidere end guld. Guld oxiderer nærmest slet ikke. Det er meget kemisk, jeg ved det godt. Jeg kan anbefaler at læse artiklen her. Det korte af det lange er, at sølv med tiden bliver sort i overfladen, især hvis det ikke bruges ofte. Ved brug slides oxideringen som regel af, hvilket i øvrigt også gælder for både forgyldninger og rhodineringer. 
En oxidering kan også fremprovokeres og bruges på samme måde som en forgyldning eller en rhodinering: Som en overfladefarve. På den måde kan man præcist styre, hvor og hvor meget ringen skal oxyderes og dermed gøres sort, fremfor hvis det sker naturligt, hvor smykket i højere grad starter som en pletvis kedelig brun.